Ørestad Kulturdag vender tilbage i 2018, hvor festlighederne rykker til Ørestad Nord.

 

VISION

Ørestad Kulturdag vil fortsat være bydelens største kulturbegivenhed baseret på lokale aktørers engagement.

FORMÅL

Ørestad Kulturdag vil sikre udvikling af kulturelle mødesteder for beboere og sikre levende byrum igennem kulturelle aktiviteter og oplevelser. De lokale aktører i Ørestad er Kulturdagens byggesten, der sikrer den lokale forankring og skaber grobund for, at traditionen omkring Ørestad Kulturdag fortsætter. Ørestads mangeartede byrum er mørtlen, der binder Kulturdagen sammen.

SÅDAN KAN DU VÆRE MED!

Alle kan være med til at lave Ørestad Kulturdag - lokale kulturaktører, selvstændige, virksomheder, frivillige, beboere og eksterne aktører.  Hvis du har et større eller mindre arrangement, som du vil bidrage med, så skriv til anj@orestad.net.

Tilmeld din aktivitet til Ørestad Kulturdag 2018 senest den 10. juni 2018, hvis den skal med i det trykte program. Hent din tilmeldingsblanket her. Blanketten udfyldes og sendes til anj@orestad.net.

Det trykte program trykkes i ca. 7000 eksemplarer, udkommer i starten af august og husstandsomdeles med Ørestad Avis. Alle arrangementer kommer desuden op her på hjemmesiden.

Arrangementet planlægges og afvikles autonomt af arrangøren. 

OPBYGNING

Ørestad Kulturdag organiseres anderledes end tidligere, hvor Kulturdagene strakte sig over tre dage og alle Ørestads kvaterer. Kulturdagen afholdes i ét bykvarter ad gangen og på én enkelt dag. I 2016 blev Kulturdagen afholdt i Ørestad City (centreret i og omkring byparken og kanalen), i 2017 blev dagen afholdt i Ørestad Syd ved molepladserne og vejene langs med 8Tallet og i 2018 rykker festlighederne videre til Ørestad Nord. Mere info følger. 

Ørestad Kulturdag eksisterer i kraft af bydeles mange engagerede lokale aktører, der har lyst til at videreføre den gode tradition, og selv lægger tid og ressourcer i at skabe større eller mindre events. Hver aktør er selv ansvarlig for gennemførelse af pågældende arrangement.
Projektleder og styregruppe forsøger at skabe en ramme for Kulturdagen ved at stå for: Fundraising, tema, programkoordinering, tryk af program, plakater, generel PR, tilladelser, årligt idémøde, evaluering samt kunstnerisk sparring. Projektleder samarbejder desuden med styregruppen, frivillige og eksterne/lokale aktører om at arrangere en række events. 

NÆSTEN ALLE EVENTS OG ARRANGEMENTER UNDER ØRESTAD KULTURDAG ER GRATIS! 

Vi forventer igen i år 30 - 40 større som mindre arrangementer og 2500 - 3500 deltagere.

VI HAR BRUG FOR FRIVILLIGE

Vi har stærkt brug for frivillige, der kan hjælpe til på selve dagen samt hjælpe med at uddele programmer og sætte plakater op i Ørestad. Så har du lyst til at engagere dig i din bydel, igennem gode oplevelser og sammenhold, så skriv endelig til: anj@orestad.net eller info@orestadkulturdage.dk. Vi har det sjovt og hygger os!

FREDAGSBAR OG IDÉMØDE HOS GFS ØRESTAD

Vi holder årligt et idémøde. I 2017 inviterede vi beboere og aktører til fredagsbar hos GFS Ørestad, hvor man kunne få inspiration til sin egen aktivitet, netværke og komme med gode ideer til ØX17. Der var lækker forplejning, øl, gode ideer og højt humør. Vi gentager succesen i 2018. 

ORGANISERING OG ØKONOMI

Ørestad Kulturdag har eksisteret siden midten af 00’erne og har gennem årene været organiseret på forskellige måder. Kulturdagen har altid været drevet af en række aktører med en bred interesse i at udvikle Ørestad som bydel og med et ønske om at danne netværk og skabe aktiviteter på tværs af Ørestads kvarterer.

Ørestad Kulturdag har siden foreningen Ørestad Kultur blev nedlagt i 2013 'boet' hos Grundejerforeningssekretariatet Ørestad (GFS). Sekretariatet arbejder i forvejen med mange forskellige initiativer og udviklingsprojekter i alle Ørestads bydele, og det gav god mening, at kulturdagens videre afholdelse skulle sikres her. GFS har sammen med Ørestad Bibliotek og By & Havn sikret en form for organisation omkring kulturdagene i 2013 og 2014.  

For at sikre en bred forankring og en lidt mere fast organisering af Kulturdagen, er der etableret en styregruppe i 2015, som skal være med til at tage de store beslutninger omkring kulturdagen, sikre finansiering og drøfte større emner som fx tema og fyrtårnsprojekter. Styregruppen består af: Grundejerforeningssekretariatet Ørestad, Ørestad Bibliotek, Ørestad IF og Field's. 

Styregruppens repræsentanter har en fælles interesse i at udvikle hele Ørestad og har på forskellig vis været involveret i kulturdagen lige siden dens spæde start. 

Kulturdagens afholdelse sikres af faste bidrag fra grundejerforeningerne og By & Havn. Herudover er der hvert år bidrag fra diverse samarbejdsparter og sponsorer, som er med til at sikre at Ørestad under kulturdagen kan være fyldt med særlige arrangementer og aktiviteter.  Disse bidrag er nødvendige for at Ørestad Kulturdag kan eksistere. Og så er hele tanken med kulturdagene at aktørerne byder ind med egne arrangementer, der for en stor dels vedkommende er selvfinansierede eller støttet af lokale støttegivere. 

Vi søger stadig sponsorer, der har lyst til at understøtte vores basisøkonomi til at lave events. Så kontakt os endelig, hvis du har lyst til at støtte op om Kulturdagen i Ørestad.